Menu

”Dammer” er død

image
Ole Vadmand
15. januar 2020 kl. 00:12
Flemming ”Dammer” Nielsen er netop afgået ved døden under et ferieophold i Sydspanien. Dorrit og Flemmings søn, Søren, samt 2 børnebørn har mistet en god kæreste, far og farfar. Og Fremad Amager har mistet et mere end 100 % dedikeret og loyalt medlem.

Det er næsten umuligt at pege på noget i Boldklubben Fremad Amager, som ”Dammer” ikke har haft fingre i i løbet af sine mere end 60 år i klubben. ”Dammer” havde mange år bag sig som aktiv spiller og opnåede en håndfuld 1. holdskampe tilbage i 1971 under Knud Petersen ledelse. Før og efter dette var han en stærk, trofast og flittig sekundaspiller, en stor fighter på banen og senere uden for kridtstregerne, hvor han påtog sig en lang række opgaver og tillidshverv.

Mere end 35 år blev det til, de sidste 20 år som en markant formand for Fremads Venner/old boys, i øvrigt i et stærkt parløb med Poul Mathiasen. Inden da var han vidt omkring, blandt andet som kasserer for old boys, holdleder for 3. holdet og i spidsen for veteranerne – alle steder, hvor der var brug for ham. Det har klubben selvfølgelig hædret ham for, bl.a. med Fremads sølv- (1997) og guldnål (2003).

Med Flemming ”Dammer” Nielsens død tager vi afsked med et fuldblods Fremad-medlem, en god kammerat og et usædvanligt og loyalt medlem, der dedikerede hele sit liv til sin hjerteklub.

 

Luk