Finalen i vinterens futsal-turnering

Søndag den 26. februar stillede ni af Fremad Amagers dygtige U 13 drenge op til finalen i vinterens futsal-turnering. Ved sæsonstart var futsal - der spilles indendørs med en tungere bold og særlige regler - en så godt som ukendt disciplin for drengene. De kom dog hurtigt efter det, og umiddelbart efter de indledende kampe valgte holdets nye cheftræner, Kasper Skytte, desuden at lægge ekstra træningpas ind i drengenes ugentlige program, for at få den nye teknik og spilforståelse helt på plads.
Efter en række flotte sejre i indledningsrunden og mellemrunden - blandt andet over de lokale rivaler fra Sundby Boldklub - var drengene klar til finalen mod et hold rutinerede spillere fra JB Futsal Gentofte. Opgøret endte dog med et nederlag til Fremad Amager på 1-9. Efter kampen var der alligevel roser til begge hold fra assistenttræner, Nikolaj Læsøe: "Drengene var oppe imod et stærkt hold, der både var hurtige og gode til at spille bolden rundt.
Men i stedet for at forsøge at holde den på 1-2, som vi gik til pause med, gik vi efter at vinde. I anden halvleg var tempoet bare for hurtigt og alle fejl blev straffet. Men drengene kæmpede og gjorde hvad de kunne."
Udover den den flotte andenplads i futsal-turneringen, kan U13-holdet fra Fremad Amager også glæde sig over at have vundet deres pulje i første runde af årets Vinterbold-turnering, som de gik ubesejrede igennem, Så der er masser af selvtillid på kontoen hos drengene, der nu ser frem til at tage hul på forårets mange kampe og turneringer.