Menu

En superfan er her ikke mere ...

image Fremad Amagers superfan Erik Stramer er gået bort (Foto: Michael V. Jensen)
Martin Timm Holmstav
02. maj 2019 kl. 21:59
Den mangeårige Fremad Amager-fan Erik Stramer er gået bort.

Erik Stramer havde et bankende Fremad Amager-hjerte og missede sjældent en kamp i de mange år, som han fulgte klubben. Fremad Amager har været i én pokalfinale, som Stramer selvfølgelig fulgte på nærmeste hold i Idrætsparken.

Det blev sidenhen til "medlemskab" i Kontrollørkorpset, der hjalp til i Sundby Idrætspark. Stramer fulgte Fremad Amager i tykt og i tyndt, men ikke nok med det. Han hjalp også førsteholdet ved flere lejligheder i livet.

Selvom DSB og fanklubbussen har lagt mange kilometer til Stramers ture til udekampe, så har førsteholdsbussen også holdt døren på klem for Erik Stramer. Derfor kan mange af de gamle Fremad-drenge også huske Stramer.

Det var ikke kun førsteholdsfodbolden, som Erik Stramer viede sit fodboldliv til. Fremad Amagers andethold blev også fulgt på nærmeste hold, og altid med sit gode humør, der smittede af på omgangskredsen blandt fodboldvennerne.

Erik Stramer vil blive mindet i forbindelse med andetholdets kamp mod B 1908s ditto på lørdag, ligesom det også vil være tilfældet med førsteholdets kamp mod Lyngby onsdag den 8. maj i Sundby Idrætspark.

Fremad Amager skylder den mangeårige Fremad Amager-fan en kæmpe tak for hans indtats, både på sidelinjen, men også med hjælp til diverse gøremål på førsteholdet. Det vil aldrig blive glemt, men husket for evigt.

Det er ikke kun en Fremad Amager-fan, der er gået bort. En "Superfan", en blå/hvid engel, der nu er fløjet i forvejen. Erik Stramer bliver bisat fra Filipskirken torsdag den 9. maj 2019 klokken 12.00.

Æret være hans minde.