Smal Fremad-sejr i Sundby

Mads Rønne blev matchvinder med 13. sæsonmål, da Fremad Amager søndag eftermiddag vandt 1-0 over Jægersborg. Fremad Amager fastholder dermed førstepladsen i Danmarkserien, da rækkens øvrige tophold atter satte point til i deres respektive kampe.
Efter 2-2-kampen mod AB Tårnby forleden havde Fremad Amagers cheftræner Kjeld Møller ændret to plader i startopstillingen. Jeppe Hestehave overtog karantæneramte Jesper Hansens plads i forsvaret, mens Kim Tandrup atter var med fra start på bekostning af Ismail Nielsen, der også sad ude med karantæne.
Det betød Fremad Amager stillede op med Henrik Strøbæk på mål. Simon Richter, Mikkel Christoffersen, Rasmus Pedersen og Jeppe Hestehave udgjorde forsvaret. Midtbanen bestod af Kim Tandrup, Cem Vardar, Mohammed Abdalas, Rami Jiowda og Steven Green, med Mads Rønne helt i front.
Rønne matchvinder
Fremad Amager havde flere chancer i første halvleg, hvor den tidligere Fremad Amager-målmand Søren Nielsen i omgange blev sat på prøver i Jægersborg-målet. Skarpheden var dog ikke med hjemmeholdet. Fremad Amager måtte således gå til pausen uden stadiontavlen havde rokeret.
Midtvejs i anden halvleg lykkedes det endelig for hjemmeholdet. Steven Green fandt topscorer Mads Rønne, der i første omgang måtte se afslutningen parreret. Riposten havnede atter hos Rønne, der sparkede bolden i et næsten tomt mål. 1-0 til Fremad Amager. Angriberens 13. sæsonmål.
Efter målet foretog Fremad Amager første udskiftning. Nicki Due-Rasmussen blev sendt på banen i stedet for Kim Tandrup. Syv minutter senere var det også slut med spiletid til Mads Rønne, der gav plads til Alhagie Babou. Endelig blev Steven Green afløst af Anton Smedegaard med ti minutter tilbage.
Fremad Amager fortsat på toppen
Det lykkedes ikke Fremad Amager at passere Søren Nielsen yderligere i Jægersborg-målet. Med 1-0-sejren er Fremad Amager fortsat førerhold i Danmarksserien. Birkerød måtte "nøjes" med 2-2 mod B 1903. Avedøre fik blot 1-1 i udekampen mod NB Bornholm, der udlignede gæsternes føringsmål mod slutningen.
Allerede førstkommende lørdag den 7. maj klokken 15.00 spiller Fremad Amager næste kamp i DS. Mod FC Øresund, der er på femtepladsen i Danmarksserien. Nordsjællanderne fik ingen point ud af weekendens anstrengelser. Efter 0-1-nederlag på hjemmebane mod Svebølle på samme grønsvær som lørdagens kamp.
Fremad Amagers trænerteam med cheftræner Kjeld Møller i spidsen udtager truppen til FC Øresund-kampen efter torsdagens afsluttende træning på Fremad Amagers anlæg. Optakten kan læses her på hjemmesiden fredag den 6. maj. Med trænerteamets udvalgte samt frisk kommentar fra cheftræneren.
Kampfakta:
19. spillerunde, Danmarksserien, søndag den 1. maj 2011, i Sundby Idrætspark:
Fremad Amager - Jægersborg 1-0 (0-0)
Mål: 1-0 Mads Rønne (64.)
Fremad Amager: Henrik Strøbæk, Rami Jiowda, Cem Vardar, Mohammed Abdalas, Simon Richter, Steven Green (79. Anton Smedegaard), Kim Tandrup (65. Nicki Due-Rasmussen), Rasmus Pedersen, Mikkel Christoffersen, Jeppe Hestehave og Mads Rønne (72. Alhagie Babou).
Jægersborg: Søren Nielsen, Thomas Faartoft, Christian Tost, Marco Esposito, Gamal Bin Saaid, Henrik Radkjær, Thomas Christoffersen (72. Frederik Keller), Simon Glarding, Silas Meyer (69. Dan Johansen), Jesper Graa (83. Frederik Høj) og Andreas Havlykke.
Dommer: Benjamin Leander
Tilskuere: 769















