Cem Vardar mod 100 kampe

Midtbanespilleren Cem Vardar nærmer sig med hastige skridt 100 kampe for Fremad Amager.
Hvordan ser du på mulighed for at nå 100 kampe?
- Jeg tror og håber det kan lade sig gøre, indleder Cem Vardar. Jeg har været fast mand hos Fremad Amager i fire år. Jeg ved også der ikke kommer noget forærende. Man skal præstere hver gang på højeste niveau for at trække Fremad Amager-trøjen over hovedet. Jeg er dog klar til at tage udfordringen op, fortsætter den 24-årige midtbanespiller.
Hvad er årsagen til du valgte at blive i Fremad Amager?
- Den største årsag er nok, at jeg har et Fremad Amager-hjerte, erkender Cem Vardar. Jeg har oplevet mange positive oplevelser i Fremad Amager og føler mig godt tilpas, takket være de personer som er i klubben og ikke mindst vores gode fans, kommenterer Cem Vardar med henvisning til Fremad Amagers fanklub, De Blå/Hvide Engle.
Hvordan ser du på holdets muligheder i den nye sæson?
- Det er et helt nyt hold, mener Cem Vardar med henvisning til de nye spillere, som har meldt deres ankomst i Fremad Amager. Der er kommet flere nye unge sultne spillere, som gerne vil vise sig. Jeg håber vi kan få spillet holdet hurtigt som muligt sammen. Det bliver en hård 2. division øst vi går i møde, men der er masser af potientiale i holdet.
- Folk arbejder stenhårdt til træningerne. Hvis vi kan udføre det Peer F. Hansen (Fremad Amagers cheftræner - red.) beder os om, kan vi godt gå en god tid i møde. Vi skal se hver kamp som en finale og arbejde stenhårdt for hinanden. Så skal resultaterne nok komme, håber Cem Vardar, der kan runde den magiske grænse i denne sæson.















