Fremad mod FCN-reserver

on .

Fremad Amagers cheftræner Peer F. Hansen har planlagt tre træningskamp forud for sæsonstarten.

I eftermiddag, tirsdag, spiller Fremad Amager sommerens første træningskamp. Det sker klokken 17.00, når holdet løber på grønsværen på Farum Park til kampen mod SAS Liga-klubben FC Nordsjællands reservehold.

FC Nordsjællands reservehold er i pulje med AB, Brøndby, FC København, HB Køge og Lyngby i reserveholdsligaen. Fremad Amagers cheftræner Peer F. Hansen har udtaget følgende 16 mand til træningskampen mod FCNs reserver:

Yousuf Butt (Skjold), Martin Johnsen; Samuel Aqba (Greve), Frederik Frankman (Søllerød-Vedbæk), Christian Groth Møller (FC Roskilde), Mikael Nilsson (Brøndby), Philip Pedersen (Greve), Mohammed Abdalas, Paw Bendixen (FC Helsingør), Sian Hansen, Meck Jensen (Vanløse), André Riel, Thomas Myssing Falkenstjerne (Frem), Nick Hansen (Holstebro), Mads Rønne og Chris Sørensen.

- Mikkel (Christoffersen - red.) er på ferie, og forventes hjemme den 22. juli, oplyser cheftræner Peer F. Hansen. Jamil (Fearrington - red.) starter op torsdag, mens Thomas "TC" Christensen trænede med i dag.

- Christian "Krølle" (Nielsen - red.) og Jacob (M. Andersen - red.) træner med i forhold til deres arbejde. Desuden har Jónas (Tór Næs - red.) fået kontrakt med Valur på Island og er tabt for Fremad Amager, siger cheftræneren.

Der ud over er Olcay Senoglu, Nicklas Svendsen, Toke Svendsen, Kenni Pedersen, Kristian Rasmussen, Ismael Nielsen, Philip Bank og Lasse Rostholm heller ikke at finde i den blå Fremad Amager-trøje i efteråret.

Udover træningskampen mod FC Nordsjællands reservehold har Peer F. Hansen planlagt yderligere to træningskampe inden sæsonstarten. Det bliver mod to kommende modstandere i 2. division øst. Nordvest FC og Næstved.

Nordvest FC-kampen spilles onsdag den 25. juli klokken 19.00 på Holbæk Stadion, mens Fremad Amagers tidligere cheftræner Martin Jungsgaards nye klub Næstved byder indenfor lørdag den 28. juli klokken 13.00 på Næstved Stadion.

Hovedsponsorer

Tøjsponsorer

Erhvervsklub

Øvrige sponsorer