Menu

2021, Maj: Charlotte Hornshøj Jørgensen

image Charlotte Hornshøj Jørgensen
Miroslav Ostojic
25. maj 2021 kl. 14:08

Maj måneds frivillig er Charlotte Hornshøj Jørgensen fra årgangen 2014 - som er en fighter uden videre.
Jeg har stillet et par spørgsmål til hende for at finde ud af hvem hun er.

Tak for hende - siger jeg bare!

 

Hvorfor blev du frivillig i Fremad Amager?

Jeg kommer fra en meget lille by Sinding, lidt udenfor Herning, hvor frivilligt arbejde var en forudsætning for der kunne skabes noget foreningsliv i det hele taget. Hvis der ingen frivillige var, var der heller ikke nogle aktiviteter. Derfor er jeg opvokset med at det er en naturlig ting at være frivillig.

At det lige blev Fremad Amager, hænger sammen med at min mand har været fan siden han selv var en dreng, han er samtidig frivillig i fanklubben og sidder i bestyrelsen. Derfor var det helt naturligt, at begge vores drenge startede i klubben på hver deres årgang. Den store har siden skiftet bolden ud med e-sport [dog stadig i klubben, hvor jeg også er frivillig), mens den mindste stadig holder fast i fodbolden.

 

Hvad er din rolle og hvad indebærer det?

Jeg er holdleder for U7, hvor Philip spiller.

Praktisk hjælper jeg til træning med at hente bolde, overtrækstrøjer, kegler osv. Ting som kan hjælpe trænerne, så de kan bruge deres krudt på nogle vigtigere ting – det som de gør bedst.

Derudover er jeg administrativt med til at oprette træning og kampe på Kampklar, som spillerne kan melde til og fra. Administrerer facebookgruppen for årgangen og har derigennem kommunikation mellem forældre, trænere og klubben, samt nye spillere.

Samler ind til vores holdkasse, hvor forældrene har spædet en 50er i. Pengene bliver brugt på hygge til børnene. En is, juice, snack pølsehorn eller i den dur efter træning af og til samt lidt forfriskninger til holdene efter turnering.

Derudover har jeg bla arrangeret fællesspisning til jule-afslutning. En fantastisk aften med masser af hygge og toppet med julegaver (sponsoreret af en sød far) som jeg i bedste julemandens stil sad og pakkede ind til vores knapt 40 spillere, og overrakt af julemanden selv. Sommerafslutning på græsset i bagende sol med pizza til alle mand var også et hit.

Min fornemmeste opgave som holdleder, er at være med til at skabe en god social relation forældrene og børnene imellem. Alt foregår nemlig ikke kun på banen, men i lige så høj grad udenfor.

 

Hvad vil du fortælle til andre frivillige i Fremad Amager?

Jeg kan kun opfordre til man bliver frivillig.

Det betyder så meget for ens børn, en selv og andre.

Der er virkelig brug for, at der er nogle, der vil yde en indsats – hvis der ikke er frivillige, vil der ingen hold være i de mindre rækker. Det er ofte forældre/fædre, der har taget tjansen, for ellers ville deres børn ikke kunne gå på et hold – og der er brug for flere…!

Jeg oplever en klar forskel på forståelsen og vigtigheden af frivilligt arbejde fra den lille landsby, jeg er opvokset i, og på kulturen her på Amager.

Mange siger ”jamen jeg kan ikke spille fodbold”, ”jeg aner intet om spillet” men det vigtigste er, at man ikke behøver være landsholdsspiller for at være frivillig. De fleste kan hente bolde, udstyr eller flytte et mål. Vaske kamptøj og overtrækstrøjer eller bage en kage til efter en kamp.

Det gælder simpelthen om, man udnytter de evner man allerede har. Jeg kan hverken selv spille fodbold eller har forstand på E-sport, men jeg har en Pippi-indstilling ”det har jeg aldrig prøvet før – så det kan jeg helt sikkert”.

Jeg vil vove den påstand, at det kan de fleste også. Så kom bare ud af busken og tilbyd lige netop det DU kan! Den bedste sidegevinst er man indgår i et tæt fællesskab og lærer en masse nye mennesker at kende.

Luk